Powerpoint 2013 for alle
Med Office 2013 lancerer Microsoft en ny version af den kendte Office-pakke, der udover PowerPoint indeholder tekstbehandlingsprogrammet Word, regnearksprogrammet Excel, og mailklienten Outlook. PowerPoint er Office-pakkens præsentationsprogram, og bruges oftest når du skal præsentere oplysninger for andre.
Hvis du har brugt PowerPoint før vil du bemærke at programmet har fået en make-over, hvor brugergrænsefladen, har fået et nyt og mere rent udseende i forhold til tidligere versioner og der er kommet nye funktioner til. Du vil nu kunne arbejde med PowerPoint på både din computer lokalt og via internettet og din tablet eller telefon, idet Office-pakken nu også understøtter berøringsfølsomme skærme.
Mange tror, at en PowerPoint-præsentation består af en masse kedelige punktopstillinger, men du kan nemt indsætte flotte billeder, animationer, lyd- og videoklip i dine præsentationer så du kan fastholde dit publikum.
I dette hæfte bliver du først præsenteret for de forskellige elementer i brugergrænsefladen, og derefter lærer du at åbne og oprette dine egne præsentationer. Vi ser blandt andet på, hvordan du indsætter forskellige former for grafik, diagrammer og animationer i dine slides. Ligeledes gennemgår vi hvordan du afspiller dit slideshow. Sidst i hæftet ser vi på, hvilke muligheder du har for at gemme, dele og udskrive din præsentation. Når du har læst dette hæfte vil du have styr på at lave en flot, professionel præsentation fra start til slut.
Hæftet er skrevet i et nemt og letforståeligt sprog til dig, som skal i gang med PowerPoint 2013 og som ikke ønsker at spilde tid på for mange tekniske spidsfindigheder.
Rigtig god fornøjelse!